Artikel: Should I stay, or should I go?

Hvornår skal du som nextgen tage imod tilbuddet om at gå ind i virksomheden? Ofte står nextgen i et dilemma, om de skal træde ind i familievirksomheden, eller om de skal forfølge en interesse eller karriere et andet sted.

På den ene side føler nextgen en tilknytning og identifikation med virksomheden. De kender historien, formålet og medarbejderne og har måske allerede idéer til, hvordan de kan gøre en forskel eller være med til at forandre og forbedre virksomheden. Det er tillokkende, særligt når man har begrænset erfaring at takke ja til at træde ind et sted, du kender og føler dig tryg. Særligt hvis der er krise i virksomheden og ens forældre har brug for hjælp, kan det være svært at sige nej.

Men der er mange grunde til at udskyde sin indtræden i familievirksomheden.

 

Det giver en helt anden selvtillid og faglig ballast, hvis du får erfaring eksternt først.

 Mange efterfølgere, som træder direkte ind i familievirksomheden, lever med en livslang usikkerhed om, hvorvidt de gør det godt nok, og om de er den rigtige til jobbet. Det er som familie svært at give hinanden den anerkendelse og feedback, som du kan få eksternt. Hvis du træder tidligt ind i familievirksomheden, får du kun et spinkelt erfaringsgrundlag baseret på, hvad dine forældre gør. Du har brug for at se mange rollemodeller og forskellige måder at være ledere på. Det kan styrke og bekræfte din egen tilgang til ledelse og give en sikkerhed i, at det er det rigtige at gøre.

Det er naturligt at sætte spørgsmålstegn ved ens forældres autoritet.

Måske er det en af de vigtigste opgaver, som nextgen har. Men hvis du skal have opbakning til dine ideer, kan en ekstern validering være nemmere at få. Hvis du kan pege på konkrete andre, som har haft succes med lignende, og kan forklare den præcise fremgangsmåde.

En stærk baggrund sikrer dig den nødvendige opbakning.

Nextgen har brug for opbakning fra stærke interessenter som medarbejderne, banken, store kunder og bestyrelsen. En stærk kandidat skal opfylde en række kriterier alle steder. Du kan følge de traditionelle karrierestiger i samfundet, gennem konsulentfirmaerne, bankerne eller andre store virksomheder. Eller du kan tage en ekstra uddannelse som f.eks. en MBA.

Livet er langt – vil du tilbringe det hele i familievirksomheden?

Der er ofte rigelig tid til at prøve en masse forskellige ting af, inden du træder ind i virksomheden. Husk, der er altid kriser i en virksomhed – det betyder ikke, at DU vil gøre en afgørende forskel ved at træde ind i virksomheden.

Sikre, at der er en klar plan for generationsskifte.

Det tager lang tid at forberede et generationsskifte. Ofte skal forældrene bruge lang tid på at forberede sig følelsesmæssigt på at træde ud af virksomheden. Der er mange ting, der skal tænkes grundigt igennem af alle parter. Husk, at du står stærkest i en forhandlingssituation, inden du træder ind. Når først dagligdagen kører, er det for sent med de store ultimatummer. De skal tages INDEN du træder ind!

Du er sikker på, hvad du har lyst til og hvilken rolle du trives i. Det kræver, at man prøver en masse ting af, før man med sikkerhed kan vide, om det er noget for dig. Trives du med at være leder, eller vil du hellere fordybe dig i faglige eller tekniske opgaver? Bare fordi du er søn/datter, betyder det ikke, at du skal overtage din fars/mors rolle. Der er ofte mange forskellige stillinger og roller, som du kan træde ind i, og måske skal du opfinde din helt egen.

 

Mange står alene med disse overvejelser eller har kun forældrenes guidning. Men situationen, du står i, er ofte meget anderledes end forældrene. Tiden er en anden, virksomheden og mulighederne er anderledes, og der er brug for nye måder at håndtere det på. Mange nextgens har haft glæde af en ekstern mentor eller rådgiver, som har kunnet støtte og udfordre dem på deres vej.

Næste
Næste

De 3 cirkler