Hvorfor er fodfæste en god strategi til et succesfuldt generationsskifte?

Når man ser på mange af de NextGens der sidder som CEO eller formand i bestyrelser i dag, så har deres proces været kendetegnet af, at de har brugt strategien om fodfæste.

Et succesfuldt generationsskifte er kendetegnet ved, at der er en overførelse af magt, viden og ejerskab fra den ældre til den yngre generation. Generationsskiftet skal ses som en proces med en række faser, som strækker sig over mange år, ofte årti. Et succesfuldt generationsskifte er kendetegnet ved, at de gennemføres!

Der er 4 faser i generationsskiftet:

1. Tidligt i børnenes liv, hvor de stifter bekendtskab med familievirksomheden.
2. NextGen får deres første sommerjob eller studiejob i virksomheden.
3. En vigtig fase er, når NextGen træder ind i den første centrale lederstilling og danner partnerskab med forældrene.
4. Den endelige overdragelse af beslutningskompetence og magt (Handler 1994).

Fodfæste er helt centralt for, at NextGen kan bevise sig selv over for forældre, medarbejdere og eksterne og sikre opbakning omkring deres fremtidige rolle. Men som jeg har været omkring tidligere, er der en række udfordringer, som rammer NextGen, bl.a. manglende støtte fra medarbejderne og forældrenes manglende evne til at slippe kontrollen. Samtidig er NextGen under enorm bevågenhed fra medarbejdere, samarbejdsrelationer og vigtige stakeholders, ift. hvordan de klarer sig? Kan de løfte rollen? Og er de lige så talentfulde som deres far/mor? Dette giver NextGen nogle svære startbetingelser.

Her kan man trække på viden om ledelse af innovationsprocesser. Teams, som står med innovationsprojekter, står i lidt den samme situation. Her viser forskning, at man kan skabe et rum omkring teamet, som skærmer dem fra organisationen og giver dem mulighed for at arbejde med nye ideer på nye måder (Uhl-Bien & Arena, 2017).

På samme måde har mange tidligere NextGens haft stor succes med at starte i et mindre datterselskab, afdeling eller projekt, som har ligget i periferien af organisationen, måske havde økonomiske problemer. Det kan være projekter, som ikke har den store bevågenhed i organisationen eller som bliver betragtet som risikable, eller projekter man prøver af.

Her kan NextGen få fodfæste og muligheden for at prøve sig selv af og det de kan. De kan løfte opgaven på deres egen måde uden den store indblanding.

Forrige
Forrige

Det handler ikke om penge, men om kontrol og identitet.

Næste
Næste

Hvorfor er det så svært for ejerlederen at slippe kontrollen?